tilbage i 2005, et band med en forsanger, der stemmer som døende, provokerende-men-obscure-tekster og en hurtig, iørefaldende, men alligevel underligt kompleks musikalsk natur brød ud på scenen og fangede alles opmærksomhed. Deres debut var et af mine foretrukne indiealbum gennem tidene. De gjorde derefter straks intet og forsvandt. Det var historien om klaphænder, siger ja. Den samme beskrivelse ser ud til at gælde for Portlands og og (hvem der giver dig deres album til gratis, hvis du bare beder om det). Dette album er enormt. Det har det fulde potentiale og genlyttelighed til at være det bedste indie-rockalbum fra 2011. Det vil banke dig på din røv og få dig til at rejse dig og sige “WTF?!” Bliv kun slået ideel tilbage igen.

Der er seks personer i dette band, så forvent en stor lyd. Det er normalt hurtigt, med usædvanlige tekster om at få en sjæl og være et spøgelse og sejle på synkende skibe og ungdommens magt (”Jeg husker ikke, at vi børn havde det hele forkert”). . . Det er bare for svært at forklare. De tekster er uklare, men helt ærlige – ligesom god poesi, det ringer sandt, selv når du ikke fuldt ud forstår det. Du ved, det er college kældermusik. Og Holy Kristus vil disse sange klæber i hovedet.

Jeg vil sige mere, fordi jeg ikke har lyst til at have overbevist dig endnu. Men jeg er tom for adjektiver. Bare afhænger af mig: Du er nødt til at høre dette album. Det vil ændre dit liv, betale dit prioritetslån, få dig lagt og helbrede kræft. Det er bare så godt.

Du kan cope en masse EPS sammen med albummet her. Jeg kan ikke tro, at disse mennesker er usignerede.